FUTURECEM® egenskaber

FUTURECEM® er et mere bæredygtigt alternativ til traditionelle cementer og kan samtidig anvendes til de fleste betonkonstruktioner

Høj styrke og bredt anvendelig

FUTURECEM er en portland kompositcement CEM II/B-M (Q-LL), styrkeklasse 52,5N. Cementen udnytter synergien mellem kalcineret ler og kalkfiller, hvilket gør det muligt at reducere CO2-udledningen med op til 30% sammenlignet med normalt anvendte cementer i Danmark.

FUTURECEM er det første produkt i Aalborg Portlands portefølje, der er baseret på den ny patenterede teknologi. Denne teknologi sikrer et reduceret CO2-aftryk på op mod 30 % i forhold til tilsvarende cementtyper uden at gå på kompromis med 28-døgns styrken.

FUTURECEM er af cementtypen CEM II/B-M (Q-LL) og godkendt iht. den danske betonstandard, DS/EN 206 DK NA til at kunne anvendes i alle miljøpåvirkninger og de fleste eksponeringsklasser. FUTURECEM er derfor et mere bæredygtigt alternativ til andre traditionelle cementer, og kan samtidigt anvendes til de fleste betonkonstruktioner.


Reduceret CO2-aftryk

FUTURECEM har et indhold af ler- og kalkfiller på op mod 35%. Idet fillerandelen kan produceres med et væsentligt lavere CO2-aftryk end den mængde cement den erstatter, opnås en CO2-reduktion på ca. 30% ift. normalt anvendte cementtyper på det danske marked.

Samtidigt opnår man samme 28 døgns trykstyrke i beton ved anvendelse af FUTURECEM ift. fx vores RAPID- eller BASIS cement. Der er derfor tale om en reel CO2-reduktion, idet man ikke skal anvende mere cement for at opnå samme betonstyrke.


Kan anvendes til de fleste betonkonstruktioner

FUTURECEM er tilladt i beton til de eksponeringsklasser, hvor langt hovedparten af beton til det danske byggeri forekommer. Det betyder, at alle normalt forekommende betonkonstruktioner kan opføres i beton med FUTURECEM, hvorved reduktionen af CO2 ift. beton med typisk anvendte cementtyper på det danske marked er betragtelig. Det vurderes eksempelvis, at CO2-aftrykket fra 1 m3 færdigbeton kan reduceres med omkring 25% ift. en tilsvarende beton med RAPID cement.

Idet FUTURECEM indeholder ler- og kalkfiller, skal man være særligt opmærksom på udtørring af den friske beton. Det tilrådes at tildække nyudstøbt beton med plastik eller voksbaseret curing. Se evt. i udførelsesstandarden DS 2427.


Lavt cementforbrug

FUTURECEM er som hovedparten af cementtyperne fra Aalborg Portland en højstyrkecement (styrkeklasse 52.5). Det betyder lavere cementforbrug sammenlignet med cementer med moderat styrke (styrkeklasse 42.5)


 

Let genkendeligt produkt

FUTURECEM teknologien er baseret på kalcineret ler og kalkfiller. Netop kalcineret ler sætter et præg på cementen i form af en svagt brunlig farve, som giver den endelige beton et varmere skær. Denne jordnære farve skaber en let genkendelig identifikation af FUTURECEM-baseret beton i fremtidige projekter.


Reduceret varmeudvikling

Sammensætningen i en cement er en afgørende faktor for den totale varmeudvikling i en beton. Den unikke sammensætning af FUTURECEM giver en lavere varmeudvikling, hvilket muliggør produktion af store konstruktioner med reduceret varmeudvikling.