Alfix integrerer FUTURECEM i nye produkter

FUTURECEM – et vigtigt skridt mod en produktportefølje med mindre miljøpåvirkning.
Byggematerialeproducenten Alfix, der udvikler og producerer kvalitetsprodukter til gulv-, væg- og facadekonstruktioner, har gennem en årrække arbejdet ambitiøst med den grønne omstilling for at bidrage til en mere ansvarlig byggebranche. Som et skridt i denne retning har Alfix integreret Aalborg Portlands CO2-reducerede cement FUTURECEM, der har op til 30 procent lavere CO2-aftryk, i to af virksomhedens nye produkter.
Med en historie, der strækker sig 60 år tilbage i tiden, er Alfix en af Danmarks ældste og største producenter af løsninger til gulve samt opsætning af fliser. Virksomheden har gennem en årrække arbejdet dedikeret med en række strategiske initiativer, der skal bidrage til en mere bæredygtig og ansvarlig byggebranche.
Et af disse initiativer er brugen af Aalborg Portlands CO2-reducerede cement FUTURECEM, som Alfix har valgt at integrere i to af virksomhedens nye produkter, fliseklæberen Alfix Profix Plus og støbemassen Alfix PlaneMix 90 Plus. FUTURECEM har op til 30 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med konventionel grå cement, og produktet passer derfor godt ind i Alfix’ strategi og arbejde mod en mere bæredygtig produktportefølje.
– Som familieejet og værdibaseret virksomhed ønsker vi at tage et medansvar i den skandinaviske byggebranche, og vi gør derfor, hvad vi kan for at bidrage til et mere bæredygtigt byggeri. Det betyder blandt andet, at vi gennem årene har gennemgået eksisterende produkter og evalueret på, hvordan vi kan sænke deres CO2-aftryk, lyder det fra direktør, medejer og 3. generation i Alfix, Anders Bertelsen Toft, der suppleres af innovationsleder i Alfix, Kim Mathiasen:
– Aalborg Portlands FUTURECEM er et vigtigt skridt i retningen mod en produktportefølje med mindre miljøpåvirkning. Indtil videre er to af vores produkter, Profix Plus og PlaneMix 90 Plus, baseret på FUTURECEM, men allerede nu arbejder vi på at integrere cementen i flere af vores både eksisterende og nye produkter.
Kim Mathiasen forklarer videre, at konverteringen til FUTURECEM ikke har krævet tilpasninger ud over en ekstra silo med den CO2-reducerede cement, da der også fortsat benyttes konventionelle cementtyper til nogle af Alfix’ andre produkter. Produktionsprocesserne i forbindelse med de nye produkter er derfor præcis de samme som tidligere – nu blot med et lavere CO2-aftryk.
– Hos Aalborg Portland er vi fuldt bevidste om, at vores grønne omstilling er vigtig og har direkte indvirkning hos vores kunder. Det er Alfix et glimrende eksempel på, og det er fantastisk at se, at FUTURECEM også kan anvendes i den type produkter, som Alfix producerer, siger Brian Dürr, salgsdirektør hos Aalborg Portland.
Implementeringen af FUTURECEM i Alfix’ produktion sker i kombination med en række øvrige initiativer, som virksomheden gennem en årrække har udviklet. I oktober 2022 blev Alfix blandt andet Verdensmålscertificeret, hvilket betyder, at Alfix’ arbejde med FN’s 17 verdensmål gennemgås og evalueres løbende af eksterne auditorer fra Bureau Veritas. Derudover vandt Alfix sidste år Byggeriets Miljøpris for det ambitiøse og strategiske arbejde med den grønne omstilling.
– Det glæder os at blive anerkendt for det mangeårige arbejde, der ligger bag vores bæredygtighedsstrategi. Det skyldes dels en flot holdindsats internt i virksomheden og dels via et godt leverandørsamarbejde. Mange af vores kunder og slutbrugere har selv den grønne omstilling på dagsordenen og har derfor heldigvis taget rigtig godt imod vores nye CO2-reducerede produkter, forklarer Anders Bertelsen Toft.
Alfix er en 100% danskejet familievirksomhed med fabrik og samtlige faciliteter samlet i Kolding.
Du kan læse mere om, hvordan Alfix arbejder med bæredygtighed her: Alfix – Ansvarlighed

Læs mere om, hvordan FUTURECEM kan være med til at sænke CO2-aftrykket i dit projekt
Vi har samlet inspiration, råd og vejledning omkring FUTURECEM® til alle byggeriets aktører, der har CO2-reduktion på agendaen.
Klik her, og læs mere.
Udvalgte artikler
AP Pension vil fremover bygge med CO2-reduceret cement
AP Ejendomme sigter nu efter en konvertering til den CO2-reducerede cement FUTURECEM, produceret af Aalborg Portland, i alle fremtidige byggerier.
Mere bæredygtig cement udgør fundamentet til NREP’s grønne byggeri, UN17 Village
Den første betonkonstruktion, som er støttemuren mod søen, opføres med FUTURECEM, som efter planen også skal benyttes i stor skala i selve byggeriet.
Ambercon omlægger produktionen til
grøn beton
Det er en del af Ambercons strategi, at indenfor de kommende år, udelukkende vil samarbejde med grønne bygherrer.
Yderligere fart på grøn omstilling
Aalborg Portland afsætter mindst 1 mia. kr. til bæredygtige investeringer.